BPRV

FC København er forsvarende mestre, når Superligaen anno 2016/17 sparkes i gang den 17. juli 2016. Og nøj, hvor jeg glæder mig. Ikke fordi jeg er FCK fan, for det er jeg ikke. Men fordi jeg er fan af dansk fodbold.

Når starten går på Superligaen 2016/17, bliver det nemlig første gang i 21 år, at vi får en helt ny Superliga struktur med Grundspil, Mesterskabsspil, Gruppespil, Playoffs og Kval-kampe. Jeg medgiver, at jeg også var skeptisk da jeg første gang hørte tale om den nye Superliga, for der er ingen tvivl om at jeg foretrækker en model som vi kender den fra England, Italien, Spanien og de fleste andre fodboldnationer – nemlig 18-20 i tabellen og alle møder alle én gang ude og hjemme.

Men vi må også erkende, at dansk fodbold endnu ikke har kvaliteten (og bredden) til at kunne inkludere 18-20 hold i den danske Superliga. Dertil er faciliteterne slet ikke til stede hos mange af de 1. divisions hold, som skulle rykke op og udvide Superligaen, hvis vi skulle have 6-8 hold mere med i rækken. Flere af de mindre klubber i Danmark mangler såvel både varme i banen, men også tilskuerfaciliteter til at kunne være med på højeste niveau. Der kunne gives dispensation, men det ville heller ikke være en holdbar løsning i længden.

Samtidigt var den gamle model med tre indbyrdes kampe i sæsonen en smule skævvreden, for det gav naturligvis åbenlyse fordele til de hold, som spillede én hjemmekamp flere end de øvrige. Derudover var der naturligvis en vis fordel i, at have to hjemmekampe mod de store klubber – både økonomisk men også sportsligt.

Alt dette kan vi smide væk nu, når vi tager hul på den nye sæson og dermed den nye Superliga struktur.

Jeg byder Superliga-slutspillet velkommen

Har du endnu ikke forstået de nye Superliga struktur, kan du læse mere om den i det link, jeg har placeret herover. Men det korte af det lange er, at vi skal indstille os på, at ligaen deles op i to, så snart Grundspillet er overstået.

I Grundspillet møder alle 14 Superliga-hold hinanden én gang hjemme og ude. Det giver 26 spillerunder, hvorefter der gøres status.

De øverste seks hold får lov at spille Mesterskabsspil, mens de nederste otte hold bliver inddelt i to puljer i Gruppespillet.

Mesterskabsspil og Gruppespil afvikles sideløbende med hinanden, så der på den måde stadig er fuld program hver weekend. Mens holdene i Mesterskabsspillet kæmper om Guldet og pladser i Europa, kæmper holdene i Gruppespillet både om én plads i Europa, men også om at undgå nedrykning.

Efter min mening bliver Gruppespillet nu ligeså spændende at følge som Mesterskabspillet, hvor der før var alt for mange kampe mellem hold i midten af tabellen, som hverken kunne nå det ene eller det andet. Sådan bliver det ikke fremover. I hvert fald ikke i ret mange kampe.

Det forholder sig nemlig således i Gruppespillet, at hvis en klub gør det godt, kan man spille sig i Europa, men gør man det skidt, er det med Superliga-livet som indsats. Heldigvis bliver det nu også sværere at rykke ned end det har været tidligere, da kun Superligaens 14. plads er stensikker nedrykker, mens både nr. 12 og nr. 13 skal ud i såkaldte Superliga Kvalen-kampe mod nr. 2 og nr 3 fra 1. division.

Nedrykningsdrama med ekstra kant

I Superliga Playoff og Superliga Kvalen får vi en smag af de engelske Playoff-kampe, som man kan sammenligne med de store pokalfinaler. Efter en lang sæson med op- og nedture, er det hele nu på ét bræt i to knald-eller-fald kampe om eksistensen som Superliga-hold. Så bliver det ikke mere spændende, og det skal nok kunne trække mange tilskuere på stadion hos bundklubberne, som ellers normalt har svært ved at lokke folk til, når man er rykket ud af Superligaen længe før turneringen reelt er slut.

Ja, det bliver lidt sværere for nr. 2 og 3. i 1. division at rykke op, men det ser jeg ikke som det store problem. For det første har der i alt for mange år været en stor mængde elevatorhold i dansk fodbold, som rykker op og ned hver anden sæson. Klubber som Horsens, Viborg, Silkeborg og Lyngby har været oppe og nede utallige gange i de seneste 21 år med det gamle Superliga-system, men i fremtiden bør det blive lettere at forblive oppe. Det skaber selvfølgelig først og fremmest en sundere base at drive sin fodboldklub udfra, fordi der ikke konstant skal justeres budgetter efter om man er Superliga-hold eller 1. divisions ditto. Der er millioner til forskel i TV penge og øvrige indtægter, og når et hold rykker ned, kræver det en gigantisk udskiftning i truppen for at kunne betale lønningerne med det nye sparsomme budget. Og det er altså en hæmsko for udviklingen i dansk fodbold.

For at fremme udviklingen i dansk fodbold, har vi efter min mening brug for mere kontinuitet i klubberne, hvor holdene får mere arbejdsro ift. at udvikle unge talenter og sammenspille en trup, som har spillet sammen i mere end ét år. Med den gamle Superliga struktur var mange af de 12 hold i realiteten nedrykningstruet, hvilket gjorde, at man var nødt til at satse på udenlandske “profiler”, som kunne gå ind og sikre eksistensen her og nu. Det er min påstand, at med 14 hold og kun én sikker nedrykker, bør klubberne nu kunne fokusere mere på en sund økonomi og talentudvikling, hvilket bør være rigtig godt for dansk fodbold på sigt.

Måske er du enig i disse betragtninger, måske er du ikke. Uanset hvad får vi første fingerpeg om, hvorvidt den nye Superliga struktur bliver et hit allerede om en lille måned, når EM 2016 i Frankrig er overstået, og Superliga-boldene igen triller rundt om i det danske land.

God sommer og vi ses måske på tribunerne i den nye sæson.